Sommersejlads 2017

I juli måned drager Svartlöga på sommersejlads til Norges sydkyst og Sveriges vestkyst. Efter sigende nogle af de smukkeste områder i Skandinavien. Nedenfor kan du læse mere om turen og tilmelde dig.

Den overordnede rute er, at vi sejler til Kragerø på sydkysten af Norge (ved Kristianssand). Her deltager vi i en regatta og går derefter til Oslo, hvor vi vil ligge i nogle dage. Derefter sejles ned langs den svenske vestkyst. Syd for Göteborg sejler vi via Anholt hjem igen mod Aarhus.

Sejladsplan
Søndag 2. juli kl. 14:00: Klargøring af skib for dem der måtte have lyst

Mandag den 3. juli fra morgenstunden: proviantering. Afsejling kl. 11.

Tirsdag den 4. juli: overnatning i Skagen

Onsdag den 5. juli kl. 9:00: Afsejling til Skåtøy (ved Larvik)

Ankomst til Skåtøy i løbet af torsdag den 6. juli.

Fest og småskibsregatta et par dage.

Søndag den 9. juli afsejling til Oslo. Ankomst mandag den 10. juli kl. 18:00

Oslo et par dage. Torsdag den 13. juli afsejling ned langs Sveriges vestkyst

Hjemtur langs vestkysten – Marstrand – Göteborg.

Ankomst Göteborg senest tirsdag formiddag den 18. juli kl. 10.00-11.00

Anholt – Aarhus med ankomst senest fredag den 21. juli.

Skibet sørger for alle måltider ombord, husk egne drikkevarer og sundowner.

Pris og forudsætninger
Sommersejlads koster 400 kr. pr døgn.

For alle sejladser er det en forudsætning, at du er medlem af foreningen.

Sejladserne gennemføres, hvis der er tilstrækkeligt med tilmeldte til de enkelte ture. Det betyder, at minimum 10 personer skal deltage i hele sejladsen (dvs. 10 i gennemsnit pr. uge).

Tilmelding
Du kan tilmelde dig turen via skemaet med sejladstilmelding.

Folkemøde 2017 (aflyst)

NB: Grundet for få tilmeldinger har vi desværre set os nødsaget til at aflyse turen.

Igen i år sejler Svartlöga til Folkemøde på Bornholm. Nedenfor kan du læse mere om turen.

Afsejling Aarhus
Mandag den 12. juni kl. 16:00 er der afsejling fra Aarhus mod København (Refshaleøen), hvor vi forventes at ligge fra tirsdag kl. 15:00 – 18:00.

Tirsdag kl. 18:00 sejles videre til Tejn Havn på Bornholm. Forventet ankomst er onsdag mellem 14:00 og 18:00.

Skibet sørger for alle måltider ombord på sejlads. Husk egne drikkevarer og bidrag til Sundowner.

Torsdag til søndag er der Folkemøde i Allinge, der ligger ca. 1,5 km fra Tejn havn. Skibet sørger for indkøb til morgenmad ombord.

Øvrige måltider er ikke skibets ansvar, men der kan jo aftales fællesspisning/madlavning/indkøb fra dag til dag i det omfang, der er stemning for det.

Der bliver muligvis afholdt et par møder ombord i dagtimerne – mere info herom senere.

Afsejling Bornholm
Når Folkemødet er slut om eftermiddagen søndag den 18. juni, sejler vi mod København. Forventet ankomst er mandag den 19. juni mellem kl. 13:00 og 15:00. Kl. 17:00 sejles til Aarhus, hvortil vi ankommer tirsdag den 20. juni mellem kl. 14:00 og 16:00.

Priser

  • Aarhus – København: 400 kr.
  • København – Tejn Havn: 400 kr.
  • Tejn Havn (onsdag-torsdag): 400 kr.
  • Køje og morgenmad torsdag-søndag (3 døgn). Her er prisen 667 kr. pr. døgn (i alt 2000 kr. for 3 døgn).
  • Tejn Havn – København: 400 kr.
  • København – Aarhus : 400 kr.

Deltagelse i hele turen koster i alt 4.000 kr.

Tilmelding
Du kan tilmelde dig turen via skemaet med sejladstilmelding.

Kontingent

Om få uger afvikles årets første sejlads med Svartlöga. For at deltage i sejladser med skal du være medlem i foreningen. Du kan stadig nå at indbetale det symbolske kontingent på 100 kr. for sejlsæsonen 2017, hvis ikke du allerede har gjort det. Du kan læse mere om medlemskab i foreningen her.

NB: Hvis du er blevet medlem i Svartlögas Venner efter 30. september 2016, gælder dit medlemskab hele 2017, jf. foreningens vedtægter.

Øvelsessejlads

I foråret 2017 er der planlagt tre øvelsessejladser. Det overordnede formål med sejladserne er at skabe øget fortrolighed med skibet. Har du ikke sejlet med Svartlöga før, kan øvelsessejladserne være formålstjenlige til at lære skibet og kulturen ombord at kende. Vi opfordrer alle, der påtænker at deltage i længere ture med Svartlöga (eksempelvis langfarten i 2018-2019) til at have deltaget i en kortere strækning inden afgang.

Det er fastlagt tre øvelsessejladser af 3 timers varighed. De ligger på følgende datoer:

  • 12. april 2017
  • 19. april 2017
  • 26. april 2017

Tidspunktet for alle tre sejladser er kl. 17:00-20:00. Mød gerne op 15 min. før afsejling. Husk evt. en madpakke.

Det koster 50 kr. at deltage i en øvelsessejlads. Beløbet går ubeskåret til skibets passagerforsikring.

Du kan tilmelde dig en eller flere øvelsessejladser via skemaet med sejladstilmelding.

Yderligere informationer omkring øvelsessejladserne følger herunder.

Tema: Sikker sejlads – lær at sejle med Svartlöga

Opgaver på dæk: Håndtering af tov, sejl, fortøjninger og spil.

Øvelser: Mand overbord, alarmering, organisering og udførsel af søredning.

Brand ombord: Alarmering, sikring af ombordværende, brandbekæmpelse.

Tilskadekomst ombord: Alarmering, stop ulykken, førstehjælp.

Forlade skibet: Redningsveste, nødraketter, Radio, redningsflåde.

Vi ses ombord!

Romregatta 2017

Vi gentager sidste års succes og sejler igen i år til Romregatta i Flensborg. Det er Europas største træskibsstævne, som i år ligger sidst i maj måned.

Der er afgang fra Aarhus torsdag den 25. maj kl. 07:00, hvor vi sætter kurs mod Sønderborg. Kommer du langvejs fra kan du frit overnatte på skibet onsdag-torsdag. Ved aftenstid anløber vi Sønderborg, hvor havnen summer af liv. Skibene ligger uden på hinanden i 6-8 “lag” og musik og sang lyder gennem natten.

Fredag morgen sejles første regatta til Flensborg.

Lørdag er den store Romregatta dag med stolte traditioner og mange skønne indslag. Lørdag aften er den store festaften.

Søndag den 28. maj omkring kl. 10:00 sejler vi retur mod Aarhus, hvor vi ankommer i løbet af mandag formiddag.

Sejladsen koster 500 kr. pr. dag. Hele turen ud og hjem: 1.500 kr. i alt.

Der laves mad ombord – dette og alle turens omkostninger er inkluderet i prisen.

Du kan tilmelde dig turen via skemaet med sejladstilmelding.

Arbejdsdage

I marts og april måned er der planlagte arbejdsdage på skibet. Her vil vi i fællesskab ordne nogle af de ting, der trænger til at blive ordnet på skibet.

Til arbejdsdagen søndag den 26. marts er det køjerne, der trænger til en opgradering. Der skal syes lommer og andre opbevaringsmuligheder, så der er plads til at gemme bagage mv. af vejen. Derudover skal der konstrueres opbevaring under dæk – i motorrummet.

Næste arbejdsdage er i weekenden den 22.-23. april. Her skal der laves opbevaring over dæk i form af nogle kasser, der kan surres fast under sejlads.

Alle arbejdsdage er i tidsrummet kl. 9:00-17:00.

Husk, at deltagelse i en arbejdsdag kan ombyttes til en dags sejlads med Svartlöga.

Du tilmelder dig via dette tilmeldingsskema.

Forhåndstilkendegivelse: Langfart 2018-2019

Du har muligvis hørt, at Svartlöga drager på langfart på Nordatlanten i august 2018. Hvis du er interesseret i at komme med, kan du nu tilkendegive, om du vil sejle med over Atlanten, på ø-hop i Caribien, eller om det er Grønlands natur, der lokker mest. Måske er du til lidt af det hele?

Uanset hvad, er din interesse for turen afgørende – det er nemlig dig, der skal være med til at gøre langfarten til en fantastisk en af slagsen. Der er endnu en masse forberedelser i vente, så din forhåndstilkendegivelse er vigtig for den videre planlægning af turen, som vi håber, at du vil tage del i.

Bemærk, at det er ganske uforpligtende og ikke-bindende at indsende en forhåndstilkendegivelse. Det er blot for at give et fingerpeg om, hvordan interessen for turen er. Giv din mening til kende ved at udfylde skemaet her.

I fællesskab tager vi hul på forberedelserne til langfarten med en workshop d. 26. februar, som vi håber du vil deltage i. Læs mere og tilmeld dig workshoppen her.