Workshop langfart: Togt 1-7

Som led i forberedelserne til langfarten zoomer vi ind på togt 1-7 til en workshop søndag den 18. marts. Her får du som deltager i langfarten lejlighed til at kigge nærmere på nogle af de fantastiske steder, som vi passerer under sejladsen. Samtidig får du lejlighed til at møde og snakke med nogle af de andre gaster, der sejler med på samme del af turen som dig selv. Det overordnede program for dagen er følgende:

  • kl. 9:00-11:45: Togt 1-4
  • kl. 11:45-13:15: Frokost
  • kl. 13:15-16:00: Togt 5-7

Er du tilmeldt et eller flere af togterne, har du allerede modtaget invitation til workshoppen pr. mail. Et mere detaljeret program udsendes så snart det foreligger. Er du ikke tilmeldt Svartlögas langfart endnu, kan du tilmelde dig her.

Senere på foråret vil der blive afholdt en tilsvarende workshop for togt 8-14.

Arbejdsdage i påsken

Ved du ikke, hvad du skal lave i påsken? Vi har en god idé: Giv en hånd med på skibet. Den 29., 30. og 31. marts er der arbejdsdage på Svartlöga.

Der er en del forberedelser inden langfarten, så kom og giv et nap med og mød nogle af de andre langfartsgaster.

Husk, at deltagelse i en arbejdsdag kan ombyttes til en dags sejlads med Svartlöga.

Vi starter kl. 9:00. Du kan tilmelde dig via dette skema.

Værft på Ærø

Det er igen tid til, at Svartlöga skal på værft. Vi gentager succesen fra 2016, hvor vi besøgte Det Gamle Værft i Ærøskøbing.

Vi sejler fra Aarhus tidligt onsdag den 2. maj, så vi kan nå frem og være klar til at skulle på bedding først på dagen torsdag den 3. maj. Herefter står den på arbejde, inden vi sejler retur til Aarhus. Vi bliver der i weekenden den 5.-6. maj, og muligvis også den følgende weekend (12.-13. maj). Afhængig af hvordan værftopholdet forløber er der forventet hjemkomst til Aarhus mellem den 12. og 15. maj.

Både ud- og hjemturen er oplagte muligheder for at deltage i god sejlads og at lære skibet og besætningen bedre at kende. Der er mulighed for at arbejde ombord for derved at optjene sejltid, og derudover er det selvfølgelig en skøn lejlighed til at få en dejlig sejltur med øvelse i fokus.

Hvis af- og hjemsejling passer skidt, sejler der også en færge til Ærø. Hvis du er interesseret i at deltage i værftopholdet – enten hele turen eller delvist – så send en flaskepost af sted via kontakt-siden eller send en mail til Henrik på henrik@svartloga.dk.

Ankomst til havnen inden værftophold i Ærøskøbing (2016):

Værftophold, Grenaa (2013):

Nytårskur på Svartlöga

Lørdag den 6. januar kl. 14:00-16:00 er der åbent skib. Hvad enten du er kommende langtursgast, medlem af foreningen Svarlögas Venner eller blot nysgerrig på skibet og den forestående langfart, er du velkommen ombord.

Kig forbi til en kop kaffe, se skibet og mød bestyrelsen samt nogle af de kommende langtursgaster. Tag gerne mand/kone eller ven/veninde med under armen. Skibets adresse er Træskibshavnen 200, 8000 Aarhus C.

Der er fortsat ledige pladser på de fleste af langfartens togter. Du kan læse mere om de enkelte togter i togtoversigten her på hjemmesiden.

Er du interesseret i arrangementet, men passer den 6. januar skidt? Hiv fat i Henrik via mail (henrik@svartloga.dk) eller via kontaktformularen for at besøge skibet en anden dag.

 

Tilmelding til langfart åbnes

Tiden nærmer sig, hvor tilmelding til langfarten åbnes. På baggrund af forhåndstilkendegivelser, workshop og feedback fra nær og fjern, er vi nu klar til at præsentere sejladsplanen og åbne for tilmelding til turen på Nordatlanten i 2018 og 2019.

Der bliver åbnet for tilmelding lørdag d. 21. oktober kl. 12:00. Allerede nu kan du klikke dig ind og holde øje med tilmeldingssiden.

Du kan læse mere om turen her på hjemmesiden.

Wooden Island 2017

For fjerde år i træk skaber vi en midlertidig ø af skibe på vandet. I år bliver det et samarbejde mellem Svartlöga og Træskibsforeningen. Det finder sted lørdag den 16. september, og alle er velkomne.

Som noget nyt bliver vi inde i havneområdet i bassinet foran Træskibsforeningens klubhus. Det vil være muligt at stige ombord fra land, og du er dermed ikke forpligtet til at have en båd for at deltage, men jo flere både, jo større ø.

Selve arrangementet starter kl. 16:00. Eftermiddagen og aftenen igennem vil der være flere musikalske og kunstneriske indslag på programmet. Lanterne fra åbningsceremonien af Kulturhovedstad 2017 vil være ombord, og der vil være ølsalg på kajen.

På programmet er:
– Louise Vangsgaard
– Pia Nygaard
– Boreas
– Trubaduren

Der er oprettet en begivenhed på Facebook, hvor du kan tilkendegive din deltagelse:
https://www.facebook.com/events/2007197529500365/

Nedenfor er der vidnesbyrd fra de tidligere års udgaver af Wooden Island.

Øvelsessejlads: Samsø

Den 22.-23. september er der øvelsessejlads til Samsø. Vi sejler fra Aarhus fredag den 22. september kl. 15:00 med kurs mod Thunø. Afhængig af vind og vejr satser vi på også at aflægge et visit i Samsøs farvand undervejs på turen. Hjemkomst påregnes lørdag aften den 23. september.

Kaptajnen byder på fødselsdagsmiddag fredag aften. Lørdag middag er der sammenskudsgilde. Som deltager bedes du venligst medbringe noget hertil.

Pris for hele turen er 250 kr. Du kan melde dig til via tilmeldingsformularen med sejladser.

Øvelsessejladser er formålstjenlige til at lære skibet og kulturen ombord at kende. Vi opfordrer alle, der påtænker at deltage i længere ture med Svartlöga (eksempelvis langfarten i 2018-2019) til at have deltaget i en eller flere sejladser med Svartlöga inden afgang.

Vi ses ombord!

Yachtskipper 3 med Svartlöga

Svartlöga har fornøjelsen af at tilbyde et kursus som yachtskipper 3. Det er et særligt tilrettelagt forløb i samarbejde med FOF Aarhus, der eksklusivt tilbydes medlemmer af Svartlögas Venner.

Kurset er en anbefalelsesværdig (men dog ikke påkrævet) forberedelse til Svartlögas langfart i 2018-2019.

Yachtskipper af 3. grad giver ret til at sejle som styrmand på fritidsfartøjer op til 24 meter på alle verdenshave. Desuden giver det ret til at føre et fritidsfartøj op til 24 meter som kaptajn i Østersøen, Nordsøen, omkring de Britiske Øer, Norge, Færøerne og langs Grønlands kyster.

Kurset består af 6 undervisningsgange + eksamen, der til sammen koster 1.750 kr. Kurset bliver afholdt på Svartlöga.

Datoerne for de 6 undervisningsgange er:
Søndag 24/9
Lørdag 28/10
Søndag 29/10
Lørdag 4/11 (sikkerhedskursus)
Lørdag 2/12
Søndag 3/12

Alle dage afvikles undervisningen kl. 9:00-16:20 (8 lektioner), dog med undtagelse af sikkerhedskurset, der afvikles kl. 9:30-12:30.

Tilmelding:
Hvis du er interesseret i ovenstående, send da en mail til formand, Ella Jørgensen (ejor@via.dk). Vi har brug for en snarlig tilbagemelding, da første undervisningsgang afvikles i september. Kurset gennemføres kun ved minimum 8 deltagere.

Folkemøde 2017 (aflyst)

NB: Turen er desværre aflyst pga. for få tilmeldinger.

Igen i år sejler Svartlöga til Folkemøde på Bornholm. Nedenfor kan du læse mere om turen.

Afsejling Aarhus
Mandag den 12. juni kl. 16:00 er der afsejling fra Aarhus mod København (Refshaleøen), hvor vi forventes at ligge fra tirsdag kl. 15:00 – 18:00.

Tirsdag kl. 18:00 sejles videre til Tejn Havn på Bornholm. Forventet ankomst er onsdag mellem 14:00 og 18:00.

Skibet sørger for alle måltider ombord på sejlads. Husk egne drikkevarer og bidrag til Sundowner.

Torsdag til søndag er der Folkemøde i Allinge, der ligger ca. 1,5 km fra Tejn havn. Skibet sørger for indkøb til morgenmad ombord.

Øvrige måltider er ikke skibets ansvar, men der kan jo aftales fællesspisning/madlavning/indkøb fra dag til dag i det omfang, der er stemning for det.

Der bliver muligvis afholdt et par møder ombord i dagtimerne – mere info herom senere.

Afsejling Bornholm
Når Folkemødet er slut om eftermiddagen søndag den 18. juni, sejler vi mod København. Forventet ankomst er mandag den 19. juni mellem kl. 13:00 og 15:00. Kl. 17:00 sejles til Aarhus, hvortil vi ankommer tirsdag den 20. juni mellem kl. 14:00 og 16:00.

Priser

  • Aarhus – København: 400 kr.
  • København – Tejn Havn: 400 kr.
  • Tejn Havn (onsdag-torsdag): 400 kr.
  • Køje og morgenmad torsdag-søndag (3 døgn). Her er prisen 667 kr. pr. døgn (i alt 2000 kr. for 3 døgn).
  • Tejn Havn – København: 400 kr.
  • København – Aarhus : 400 kr.

Deltagelse i hele turen koster i alt 4.000 kr.

Tilmelding
Du kan tilmelde dig turen via skemaet med sejladstilmelding.